top of page
Lego1.jpg

Foredrag

Foredrag: Services

Fang tidsånden 

Trends er ikke kun for trendy typer. De optager og påvirker os alle sammen – og de skifter med tiden. Så hvad er det for nogle trends, der optager os lige nu? Hvad er det for nogle værdier, der driver os – og hvor driver de os hen? Kort sagt hvad sker der for Danmark og danskerne her og nu – og hvordan ser fremtiden ud? Et underholdende, inspirerende og mildt provokerende foredrag, der henvender sig til alt fra private til virksomheder, organisationer og andre, der vil inspireres, motiveres og have sat de aktuelle tendenser i perspektiv. Foredraget kan tilpasses specifikke brancher og kundegrupper.

Det man kører er man selv

Hvor meget kan man sige om en person alene ved at kigge på vedkommendes bil? Ikke så lidt hvis man både er bil- og livsstilsekspert. Så er bilen ikke bare et transportmiddel men også en identitetsmarkør, der præcis som din bolig og dit tøjvalg siger noget om, hvem du er som type. Det er denne kobling mellem bil og identitet, der er udgangspunktet, når Grau sætter ord på dig og dine medtrafikanter. Tag med på en forrygende tur gennem det danske vejnet med alle dets paradokser og fænomener. Her kan ingen føle sig sikker, men alle vil føle sig godt underholdt.

Hvem er hver anden? 

Hvor godt kender du danskerne? Du kender dem helt sikkert bedre efter at have oplevet denne underholdende blanding af quiz og foredrag om danskerne og deres livsstil. Hør om de seneste trends, de skøreste tendenser og gæt med, når Grau sætter tal på Danmark og ord på fænomener som rulleski, strikning og navngivning. Foredraget kan tilpasses brancher, temaer og målgrupper, men står også bredt appellerende og underholdende i sig selv.

Elbil eller ej? 

Skal din næste bil være en elbil? Eller en plug-in hybrid? Hvad skal du i givet fald være opmærksom på, og hvilken elbil passer til dig og dine behov? Den nye elektrificerede bilverden er fascinerende men også frustrerende. Nye fænomener som kWh, rækkeviddeangst og ladekurver gør det svært at finde hoved og hale i markedet. Tør man overhovedet købe en elbil med den fart, udviklingen har netop nu? Tør man lade være? Det er den slags spørgsmål, der bliver banket på plads i dette foredrag til alle som overvejer at skifte den gamle brændstofbil ud.

Mænd og biler

Hvad siger du med dit bilvalg, og hvad siger din bil om dig? Med udgangspunkt i – lad mig sige det ligeud – bestselleren Mænd & Biler taler jeg om biler og identitet. Hvorfor er biler så vigtige for mænd – og hvordan er det med kvinder og biler? Undervejs kommer vi godt rundt i biltyper og diverse bilmærker. Et meget underholdende foredrag, som du hverken behøver at være mand eller bilentusiast for at nikke genkendende til. Kan tilpasses til særlige bilmærker eller kundegrupper.

Gråt hår og smilerynker

Livet begynder ved 50 år – eller også er det bare deromkring, at vi for alvor indser, at vi skal til at leve det. Kald det panik eller midtlivskrise, jeg kalder det nu-skal-det-være-alderen og hylder både tvivl og desperation, hvis det kan få folk til at leve lidt mere.  
Som opmuntring har vi den nye generation, der er fyldt 60 år. Undersøgelser viser, at det er de gladeste danskere overhovedet. De rejser, de dater, de handler på nettet og de lapper alle former for kultur i sig. Glæd dig til et liv med gråt hår og smilerynker, når jeg tegner et portræt af generationerne, der nægter at blive gamle. Fra panikalderen til nu-skal det-være-alderen.

Al (af)magt til forbrugerne

Et foredrag henvendt til detailhandlere, servicefag og andre organisationer, der dagligt har med de danske forbrugere at gøre. Hvordan kan det være, at verdens lykkeligste folk ofte er sure, når man møder dem i hverdagen? Og hvor går kunderne hen, når de ikke går i butikker?  
Jeg  tager pulsen på den danske forbruger i dag og kommer med mit personlige bud på, hvordan du kan gøre dine kunder glade igen. Endelig giver jeg mit bud på, hvilke værdier fremtidens handel og service skal bygges på. Foredraget kan tilpasses specifikke brancher og kundegrupper.

bottom of page